Fra vor optræden i Visens Venner i Kjellerup den 23. oktober 2020 lød det således:
"Gæsterne Dorthe, Helle, Erik og Jes fra Sjælland lavede en virkelig god kabaret, fremført med charme og smittende godt humør. Helle akkompagnerede pragtfuldt til både de kendte fædrelandssange og de mere sprælske optrin.
Jeg vil blot nævne et par af sangene fra det lange kalejdoskop: Jes’ grimme ælling, som bliver til en svane - Danse, danse, dukke min med de medvirkende som dansende dukker Tavlebordsduetten med prinsesse og gangerpilt - Konen med æggene - Kim Larsens papirklip.
Kabaretten fik en legende lethed med Dorthes kommentarer og oplæsning, som flettede det hele sammen."
Efter DATS' teaterfestival i Haarby modtog vi følgende fra Sophie Jørgensen Andersen, Instruktør, skuespiller, formand mm. Stevns Friluftsscene:
"Kære Erik, Jes, Dorte og Helle
Jeg vil bare sige tusind tak for en dejlig, hjertevarm, skøn, vedkommende, underholdende cabaret om H.C. Andersen med en dejlig humor, selvironi og selvindsigt til teaterfestivalen i lørdags 😄😘❤ Jeg er kæmpe fan, og I gjorde alle mine fordomme om viser og H.C. Andersen til skamme. Det var sååå godt, og jeg håber virkelig at kunne opleve jer igen en anden god gang 😁👏💪 Og jeg ville sååå gerne have sagt det til jer personligt 😍 Men tiden fløj, og jeg tænker, en mail bestemt også er på sin plads 😉😘"
Efter vor optræden i Visens Venner i Vejle den 3. februar 2023 modtog vi følgende anmeldelse:
"Gruppen Vise Veteraner (Veteraner af Visens Venner) blev dannet i 2019 af Dorte Birch, Erik Lund-Nielsen, Jes Sindal, der alle er erfarne visefortolkere og Helle Juul Sørensen som den erfarne pianist og viseakkompagnatør. Sammen har de lavet en cabaret over sange af eller om H. C. Andersen. Og mange tak for det!
Den udgjorde nemlig viseaftenens 2. afdeling. Og hvilken dejlig oplevelse.
Til Helles festlige ouverture indtog de 3 sangere scenen, og efter fortællerens indledning tog løjerne ellers fart.
Vi fik en velsyngende og sprudlende H. C. Andersen på banen. Hans glæde og gode humør var smittende og hurtigt følte vi os trygge og i rigtigt godt selskab.
Dorte var aftenens gennemgående fortæller, og på overbevisende måde bandt hun cabaret'ens viser sikkert sammen. ViseVeteranerne løftede med deres nærmest professionelle, scenevante optræden hurtigt stemningen i DOMUS, så allerede da de i aftenens 2. sang slog tonen an til "Hist hvor vejen slog en bugt", sang vi begejstret med. Videre gik det "Kejserens nye klæder", "Tavlebords-duet", "Danse, danse dukke min" og så videre.
Undervejs fik Helle lov til helt alene at spille en skøn jazz-inspireret klaver-version af "I skovens dybe stille ro".Det indbragte helt retfærdigt aftenens måske største bifald ...
Gruppen vekslede ubesværet mellem solistisk sang og duet- eller flerstemmigt sang til recitation og over oplæsning til drama og skuespil.
Det sidste kom fuldt til udtryk da de - med "Den grimme ælling" som forspil - derefter gennemspillede "Det er ganske vist", hvor sangerne hver især havde forskellige høne-, hane- og f.eks. ugle- eller due-roller undervejs. Det gav utallige, spontane latterudbrud fra os i salen.
Der var børnesange, voksensange. Sange til mænd og sange til kvinder. Det fik vi et smukt eksempel på i sangen "To brune øjne".
Der var sange af H. C. Andersen og om ham. Der var sange inspireret af ham og hans liv. Vi fik f.eks. Kim Larsens "Papirklip".
Næsten som en finale fik vi en fremragende og medlevende fortolkning af "Konen med æggene". Jeg tror vi var flere, der til sidst næsten følte, at de var os selv der spildte æggene på vejen.
Da de 4 Vise Veteraner takkede af med slutsangen rejste vi os alle i salen og klappede taktfast - Tak for en skøn aften."
Den 29. november 2024 opførtes cabaret'en "Lise" i Visens Venner Taastrup med et hundredtalligt publikum.
Formanden for Visens Venner Taastrup, Bent Andersen, sendte os efterfølgende denne anmeldelse:
"Begejstringen for ViseVeteranernes fremførelse af deres egen udarbejdede kabaret, ”Lise”, kunne næsten ikke lægge sig, og man havde en herlig oplevelse.
Kabareten handlede om udviklingen i Danmark gennem de sidste 105 år og den tidsepoke som Lise Nørgaard levede i. Kabareten var meget humoristisk og indeholdt et væld af gode, flot fremførte sange og viser og den sluttede med sange fra Matador epoken.
De dygtige sangere Dorthe Birch, Jes Sindal og Erik Lund-Nielsen blev på fantastisk vis akkompagneret af Helle Juul Sørensen på klaveret, hvis hun da ikke bød ind med nogle sprøde kommentarer.
Kabareten kan virkelig anbefales at blive set."
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes